182
besøge ham en Aften, og da hun kom, bad han hende tage Plads. Hans Stemme havde en dæmpet, tør Klang, som gjorde hende ganske beklemt. Hun sad i Sofaen og saá bange paa ham, mens han tog Plads i Gyngestolen lige overfor.
„Ja, saa skulde vi vel tale om, hvordan vi skal ordne det nu . . . med Barnet,“ sagde han. „Du véd, at jeg altid har sagt, at vi før eller senere maatte skilles. Og naar det først vel er overstaaet, bli’r det ogsaa bedst — baade for Dig og mig,“ tilføjede han med en Mine, som om han talte blot for hendes Skyld. „Til Foraaret rejser jeg bort fra Stokholm, og hvornaar jeg saa kommer tilbage, véd jeg endnu ikke.“
Hun sad og krammede Fingrene mod hinanden.
„Du kan da vel i det mindste mødes med mig som før,“ sagde hun. „Du behøver ikke at være bange for, at det skal blive vanskeligt at blive af med mig,“ vedblev hun tøvende. „Blot Du siger et Ord, saa skal jeg aldrig mere besvære Dig.“
En stærk Misstemning greb ham.
„Det er heller ikke min Mening. Det er ikke det, jeg er bange for. Men jeg tænker ogsaa paa Dig. Naar det alligevel en Gang skal ské, er det meget bedre, at det sker snart. For lever vi længere sammen, bli’r det meget sværere — baade for Dig og mig.“
Det forekom Elin, som om noget smukt, hun havde bygget sig op langt borte, langsomt faldt i Stykker og lod Udsigten over hendes Livs Fremtids-
