183
vej ubegrænset øde og ensformig. Hun saá den ikke længer i Nydelsens Øjebliksglans med smilende Hvilepladser ved hvert tænkeligt Ophold. Men hun saá sig selv gaa alene og udtæret om, førende ved Haanden et spædt Væsen, hvis Træk hun ikke klart kunde skælne. En svag Gysen gik gennem hende og hun saá aandsfraværende op paa ham.
„Hvordan har Du tænkt at indrette det med Barnet?“ spurgte hun.
Det var ham lidt svært at komme frem med Svaret. For det var netop det, han saa længe havde tænkt over paa sin Manér, og den Sag havde han gjort klar for sig selv, at han ikke kunde holde ud at have et Barn paa Halsen, som han skulde sé til og vaage over. Det vilde blive bekosteligt og vanskeligt i enhver Henseende og vilde medføre tusinde Ubehageligheder, naar han en Gang vilde gifte sig. Der var noget i ham, som forbød ham at sige hende det. Men han tvang sig til det.
„Du maa ikke blive ked af det,“ begyndte han. „Men jeg er ikke rig, og jeg kan ikke indrette det paa anden Maade. Du kan jo sé til Barnet, saa ofte Du vil. Men naar jeg straks betaler firehundrede Kroner for det, kan vi faa det ind paa Opfostringshuset, og dér bliver der i alle Henseender sørget godt for det.“
Elin rejste sig op. Hver Fiber i hende skælvede, hun gik hen til ham og slog sine Arme om hans Hals.
„Søde, kære Gottfrid, det maa Du ikke gøre. Aa, det maa Du ikke. Jeg be’r Dig jo ikke om, at