184
Du skal blive hos mig. Du behøver aldrig at sé til Barnet, og jeg skal aldrig be’e Dig om noget. Men lad mig beholde det, og giv mig Pengene i Stedet for, og Du kan stole paa mig, at Du bagefter skal være lige saa fri, som om Du havde givet dem det andet Sted.“
Der foer en Mistanke gennem ham. Hun havde aldrig før haft saa stor en Sum, og naar hun først havde faaet Ende paa den, vilde Piben nok faa en anden Lyd. Han blev utaalmodig.
„Ja, men saa tænk i det mindste paa Dig selv,“ sagde han. „Du bli’r jo paa den Maade ganske bunden. Du kan ikke ta’e nogen Plads eller komme an noget Steds. Hvordan tror Du, det kan gaa?“
„Jeg kan ikke lade det lille Væsen komme ud blandt fremmede.“
Han rev sig løs fra hende og rejste sig hurtigt op.
„Det bli’r der ikke noget af,“ udbrød han.
Hun blev roligt siddende, saá ikke en Gang op og sagde sagte:
„Det kan Du ikke tvinge mig til. Det er Uret af Dig. Du maa ikke glemme, at det ogsaa er dit Barn.“
Der kom et stygt, kynisk Udtryk i hans Ansigt. Han saá skarpt paa hende og drejede sig om paa Hælene:
„Ja, det er netop Sagen, Hvis det ikke var,
