185
som det nu en Gang er, fik Du mig aldrig til at tro det. For har Du staaet i Forhold til mig ...“
„Gottfrid!“ Hun brast i Graad og gik hen mod ham.
„Gottfrid! Hvordan kan Du sige det!“
„Naa, naa, græd nu bare ikke. Jeg siger jo ikke, at det er saadan. Hvorfor vil Du ogsaa ta’e alt saa voldsomt?“ — —
Hun følte en pludselig Forbitrelse, som fik hende til at tvinge Taarerne tilbage for i det mindste at sé rolig ud. Og hun talte ikke mere om den Sag. Hun havde haft mest Lyst til at gaa sin Vej og aldrig sé ham mere. Men hun vovede det ikke. Følgerne vilde jo ikke have ramt hende selv saa haardt som en anden.
Hun lod Tiden gaa, og hun søgte at faa sig til at tro, at han maaske i Grunden dog ikke mente det saa ondt. Han var hidsig, og saa siger man saa let haarde Ord. Og desuden haabede hun, at han, naar han virkelig en Dag fik sit Barn at sé, ikke skulde have Hjærte til at sende det ud til fremmede, selv om han nu sagde det.
Men derimod var hun begyndt at tænke paa, hvordan hun skulde indrette det for sit eget Vedkommende. Hun tænkte efter og kom til det Resultat, at hun nok kunde holde ud at være mindre fint klædt. Det kunde ogsaa gaa ikke at have det morsomt og at arbejde alene, selv om hun vidste, at hun altid vilde blive nødt dertil.
Blot hun fik Lov til at beholde sit Barn. Blot han ikke vilde tage det fra hende.
