186
Og hun følte en Slags stille Lykke ved disse Tanker. Friske og unge spirede inde i hende Forhaabninger, som hun aldrig før havde drømt om; midt i alt dette, som hun syntes var tungt og glædeløst, saá hun et rødkindet Barneansigt, som en Gang vilde takke hende, fordi hun ikke havde sendt ham ud blandt fremmede, hvor han maaske vilde komme til at sulte og det vilde gaa ham daarligt. Og inderst inde i hende gryede en Anelse om, at man kunde faa noget at leve for her i Livet.
Og Dagene gik. Elin sad nu mest hjemme. Det pinte hende, at Folk saá paa hende, naar hun gik paa Gaden. Hele Formiddagen hjalp hun Konen, som hun boede hos, at sy, og efter Middag tog hun igen fat paa Arbejdet, til hun blev træt, og det begyndte at skumre. Saa lagde hun Sytøjet bort og krøb lidt op i Sofahjørnet med Fødderne ind under sig. Dér sad hun og stirrede ud i Mørket og tænkte med Undren paa, hvordan alt skulde føje sig for hende.
Saa tændte Konen Lampen og Elin krøb igen ned fra Sofaen, tog Arbejdet frem og syede, til det blev Aften og hun gik til Sengs, træt og tanketom.
Det var Dagen før Juleaften.
Om Natten var der faldet Sne. Hvid og skinnende bredte den sig ud over alle Tagene, i Trappetrin langs Bakkerne mod Syd, hen over Byen mellem Broerne, og dér bagved hævede atter det hvide ituskaarne Dække sig som en opad skraanende Flade.
