188
ikke skulde være med nede ved Toget. Moderen vilde straks kunne sé, hvordan det var fat, og de vilde ikke staa og forklare alt midt i Folkemængden, som trængtes paa Perronen. — —
Elin havde været inde i et Par Butiker og gik nu langsomt hjemad for at være dér, naar Moderen kom. Hun var i en underlig, urolig Spænding, og Minderne fra forrige Dage trængte sig skarpt og levende ind paa hende.
Hun mindedes en Dag, da Moderen havde været syg. Elin var den Gang kun tolv Aar. Hun havde siddet alene ved Vinduet og tænkt paa, hvordan det vilde blive, naar Moderen døde, og hun blev ene. Hvad skulde hun saa gribe til? Hvordan vilde det saa gaa hende? Og i klartskuende Anelse om, hvad kommende Dage paa anden Maade vilde føre med sig, havde hun grædt stille hen for sig, indtil hun næsten syntes, at det var skét og sprang op af sine Fantasier ved Moderens Stemme, som bad hende sé efter, om de havde Brænde nok til næste Dag.
Hun huskede, hvordan hun en Dag havde slaaet et Glas itu og hvordan Moderen havde skændt paa hende. Hun saá med næsten hallucinationsagtig Tydelighed Glasskaarene for sig, og hvordan hun bøjede sig ned for at samle dem op, mens Moderen sagde til hende, at hun skulde tage sig i Agt for ikke at skære sig i Fingrene.
Og da hun kom hjem og gik opad Trappen, saá hun Moderen lyslevende for sig, men hun
