189
kunde ikke blive klar over, om hun saá glad eller bedrøvet ud. Og hun begyndte at tænke paa, hvad hun skulde sige til hende, og mens hun tog Kaaben af, foer den Tanke som et Stik gennem hende, at nu kunde Moderen komme, hvad Øjeblik det skulde være.
Hun gik hen til Vinduet og saá ud. Hun lyttede efter, om der gik nogen paa Trappen. Der blev taget i en Dør i Gangen nedenunder, og det gav et Sæt i Elin.
Hun gik frem og tilbage. Hun kunde ikke faa Ro. Saa mærkede hun, at hun var vaad om Fødderne og satte sig ned paa Gulvet for at faa Snørestøvlerne af.
Hun hørte Skridt udenfor i Gangen og foer igen sammen. Hun rystede, saa hun ikke kunde rejse sig op.
Saa hørte hun Søsterens Stemme:
„Nu maa Mo’r ikke blive bedrøvet, naar Du sér Elin. “
I det samme aabnedes Døren, og Moderen kom ind. Elin følte, hvordan hendes Kinder brændte, og hun kunde ikke løfte Blikket op, skønt hun vidste, at Moderen stod stille foran hende og saá paa hende.
Saa hørte hun en Lyd, som om en Stol skrabede mod Gulvet, og hun saá op. Moderen sad henne ved Døren med Ansigtet i Hænderne og græd voldsomt, men der kom ikke et Ord over hendes Læber.
