12
i Vigen havde en kold, mørkblaa Farve, Overfladan var stærkt kruset af de hæftige Vindstød, hvide Skyer drev hurtig mod Sydvest, og Baaden nede ved Søen laa og gnavede mod Bryggen.
Karl August gik ned ad den lille smalle Klippesti, steg over Stenten og begyndte at gøre en af Baadene los. Han saá en Stund ud over Søen, gjorde saa Baaden fast igen og faldt i Tanker.
Tænk om Broderen døde.
Ja, saa var det lige saa godt at sælge Storbaaden, forstaar sig. Hvad han fik for den, var allerede ikke saa helt lidt. Naturligvis var det bedst, at han, som var Mand, overtog Gaarden og lod Enken bo hos sig. Hun vilde ikke kunne beholde den og have alt Besværet med Folk og Forpagtning, som hun ikke forstod sig paa. Indbo og Redskaber kunde han jo saa lidt efter lidt afbetale.
Mekanisk tog han et Tag i det Tov, hvormed Baaden var bunden til Bryggen, for at gøre den los. Men han slap det ligesaa hurtigt igen.
Han kom til at tænke paa en frisk og køn Pige, som boede inde paa Landet, og som han kendte noget til. Ofte om Sommeraftenerne havde han været henne at hilse paa hende, og Folkene paa Gaarden plejede at drille ham, fordi han ikke kom tilbage før om Morgenen. Han følte sig saa underlig til Mode, som han stod dernede paa Bryggen og stirrede paa Fiskemaagerne, som skrigende fløj over Vandet langs med Skovkanten. Han syntes, at han selv havde været ude paa Skovhugst
