192
arbejdet med at bringe alt i Orden, og nu var hun meget træt. Men hun kunde ikke gaa til Hvile. Der var saa meget, som optog hendes Tanker, og hun følte en saadan Angst ved Tanken om Fremtiden, naar ingen skulde hjælpe hende og ingen tænke for hende. Det havde været en Hviletid, saalænge Moderen var hos hende, men hun var for længe siden rejst, og af hende kunde hun heller ikke vente nogen Hjælp. Ti Elins Stedfader var vel en rig Bonde, men han var haard og gærrig, og Moderen vovede aldrig at bede ham om noget til sine egne Børn.
Hun havde heller ikke kunnet betro alt til sin Moder. Paa alle hendes Spørgsmaal om, hvordan Gottfrid var, svarede Elin blot, at han var god imod hende. Hun kunde ikke faa sig til at sige Sandheden og volde Moderen den Sorg med.
Hun var bleg og afmagret efter Sygdommen, Brystet var sunket sammen, Armene var magre og kantede, og der var mørke Rande under Øjnene. Men det brød hun sig ikke om. Hun var ikke længer saa forhippet paa at sé godt ud som før. Hun tænkte blot paa, hvordan hun skulde faa Lov at beholde Drengen, som nu sov saa roligt med Kinden mod den bløde Pude.
Hun stod længe og saa paa ham. Huen, som omsluttede det lille skaldede Hoved, var gleden saa langt ned i Panden, at den næsten rørte ved de tynde, lyse Øjenbryn, han aandede jævnt, de smaa
