194
Han tog Frakken af og gik lidt kejtet hen mod Vuggen. Da han fik Øje paa Elin, standsede han et Øjeblik og gav hende Haanden.
„Hvor Du sér bleg ud,“ sagde han.
Hun drog ham hen til Drengen, som laa vaagen og med sine smaa vidt aabnede Øjne stirrede paa den fremmede.
„Sér Du, han skriger ikke,“ sagde hun og puttede sig op til ham. „Han er ikke bange for Dig.“
Og hun tog Drengen op og holdt ham undselig hen til Faderen.
Han blev pludselig varm om Hjærtet, og mens han tog Næseklemmerne af, som var blevne duggede af Varmen i Værelset, tog han en af Drengens Hænder og kyssede hans Fingre.
„Er han ikke stor og flink?“ sagde Elin.
En let Rødmen kom og gik paa hendes Kinder, og hun bevægede sig nervøst, mens hun snakkede med den lille og vendte og drejede ham for rigtig at vise ham fra alle Sider.
Gottfrid følte sig ubehagelig og forlegen til Mode. Han havde ikke tænkt saa meget paa Drengen. Det var ganske andre Tanker, som under deres Mængde og Vægt havde trængt Faderfølelsen til Side. Det var ganske andre Ting, han vilde sige hende, end Kæleord, og han følte sig ilde til Pas. Han vidste ikke, hvordan han nu skulde kunne komme frem med det, som dog en Gang maatte siges. Det kunde opsættes og han kunde gaa, som
