195
han var kommen. Men saa blev det blot saa meget værre næste Gang. Han besluttede med ét Slag at overhugge Knuden. Og idet han satte sig i Sofaen, et Stykke fra hende, sagde han:
„Naa, hvornaar har Du saa tænkt, at Du vilde gaa derhen med ham?“
Hun rystede stærkt, lagde forsigtigt Barnet ned i Vuggen og stillede sig foran den, som om hun vilde beskytte ham.
„Jeg tænker slet ikke paa at gaa derhen med ham,“ sagde hun sagte.
Han var lige ved at fare op, men han beherskede sig.
„Jeg har lovet Dig at betale fire hundrede Kroner for ham én Gang for alle,“ sagde han, „og dem har jeg med mig her. Jeg kan ikke betale mere. Jeg har endda givet Dig ikke saa ganske lidt. Men det vil jeg betale nu, saa er jeg én Gang for alle af med ham.“
„Kan Du ikke give mig Pengene i Stedet for,“ sagde hun sky. „Jeg skal aldrig nogen Sinde …“
„Aa,“ udbrød han hæftigt. „Det kender man nok. Du skal aldrig nogen Sinde! Nej, det tror jeg nok. Men naar de er forbi, saa kommer Du til mig. Og saa bliver det mig, som igen maa tage mig af ham. Tænk blot, naar Du skal ud og arbejde og ikke har nogen, som kan sé efter ham. Ja, bare Du en Dag vil ud at spadsere.“
13*
