196
„Jeg behøver ikke at gaa ud, og for Resten bli’r det min Sag.“
Der var et roligt, fast Udtryk i hendes Ansigt, og hun saá ham aabent ind i Øjnene.
„Jeg lover Dig,“ vedblev hun, „at Du aldrig skal høre fra mig. Før vil jeg gøre alt andet, end jeg mere vil besvære Dig. Men jeg kan ikke give Drengen fra mig. Jeg kan ikke, hører Du, jeg kan ikke. Kommer han ud blandt fremmede, saa véd jeg jo ikke en Gang, om han faar ordenligt at spise. Du skal slet ikke bryde Dig om ham. Men lad mig blot faa Lov at beholde ham.“
Hun vendte Ansigtet bort, kæmpende med Graaden, og med en instinktmæssig Bevægelse bøjede hun sig ned over Barnet og saá op paa Gottfrid.
„Og jeg slipper ham ikke, hører Du, om Du saa ikke vil gi’e mig en Øre. Jeg har Ret til at beholde ham, hvis jeg vil. Det véd jeg.“
Gottfrid sad en Tid tavs og saá ud gennem Vinduet. Saa rejste han sig op og gik et Slag henover Gulvet.
„Du kan jo foreløbig beholde ham,“ sagde han, „saa kan vi altid tales ved om det, naar Du har tænkt bedre over Sagen. Men det vil jeg sige Dig, at jeg ikke vil finde mig i, at en, som er let paa Traaden, skal opdrage min Dreng. For han er ogsaa min. Husk vel paa det.“
Men saa sprang hun op og knyttede Hænderne.
„Jeg er ikke let paa Traaden,“ sagde hun,
