197
rystende af Harme. „Det er jeg ikke, fordi jeg én Gang har ladet mig narre. Og det er en Skam af Dig at tale saadan til mig. For hvis jeg er god nok til at faa Børn med Dig, saa er jeg ogsaa god nok til at passe dem.“
Lidt efter gik Gottfrid, og Spørgsmaalet opsattes.
De følgende Uger levede Elin i en uafbrudt Angst og fandt paa alle mulige Forslag for at faa Lov til at beholde Drengen. Men det var umuligt at overtale Gottfrid. Han gentog blot, at det var den eneste Ordning, som gjorde ham sikker for senere Krav. Tilsidst foreslog han hende, at hun selv kunde, som det hedder, „indamme“ Barnet. Hun skulde melde sig som Amme og i otte Maaneder amme to Børn, først sit eget og tildels et fremmed, bagefter paa samme Maade passe to fremmede, saa kunde Barnet komme ind uden Betaling, og hun kunde selv faa Lov at beholde Pengene.
Hun hørte nogen Tid stille paa ham. Hun forstod, at nu var Krigen erklæret og hun maatte holde ud Tomme for Tomme, hvis hun skulde sejre.
„Og det troer Du, at jeg holder ud til,“ sagde hun tilsidst.
„Aa Snak,“ sagde han. „Det er vel ikke værre for Dig end for andre.“
Værre for hende end for andre? Nej, naturligvis, det var det ikke. Elin tænkte og tænkte over Sagen, og hun kom tilsidst til det Resultat, at, hvis hun
