198
gik ind paa Forslaget, vilde hun i det mindste faa Lov til at beholde Drengen i den første Tid, og senere fandt hun vel altid paa Raad.
En Morgen klædte hun sig paa og gik til „Opfostringshuset“, ringede paa og bad om at komme til at tale med Forstanderinden. Hun blev vist ind i Venteværelse, og lidt efter traadte en middelaldrende Dame ind.
Hun saá forundret paa den unge Pige med det barnlige Udseende og spurgte skarpt: „Hvad vil De?“
Hun saá sky op.
„Jeg vilde gærne melde mig som Amme.“
Forstanderinden slog ud med Haanden.
„Vi vil ikke ha’e fine Frøkener her, kan jeg sige Dem, med Hat og med Stads, men vi vil ha’e simple, tarvelige Bønderpiger.“
Hun følte, hvordan Blodet steg hende op i Hovedet.
„Jeg er ingen fin Frøken,“ sagde hun. „Og fordi jeg har Hat paa Hovedet, kan jeg vel nok være tarvelig.“
„Ja, ja da,“ sagde Forstanderinden beroligende og klappede hende paa Skulderen, „kom saa igen paa Lørdag til Undersøgelsen, saa faar vi sé.“
Hun nikkede, og Elin nejede let og gik.
Om Lørdagen gik hun igen derhen og blev ført ind i et stort Værelse, hvor flere unge Piger stod og ventede. I Gaarden og paa Trappen havde hun mødt flere af de allerede antagne Ammer. De
