200
I det samme kom Doktoren ind. Han gik lige hen til hende, knappede selv Kjolen op og undersøgte hendes Bryst. „Det er godt,“ sagde han. Hun vovede ikke at sé hen til Vinduet til de andre. En Følelse af Skam kom over hende, og hun var nær ved at briste i Graad. Som i en Drøm mærkede hun, at Forstanderinden kom hen og i en venlig Tone underrettede hende om, at hun var antagen.
Hendes Kinder brændte, da hun gik ud gennem Salen, og med hurtige Skridt gik hun ned ad Gaden og lige hjem til Gottfrid.
Han rejste sig op, da han fik Øje paa hende.
„Jeg venter Besøg,“ sagde han.
„Bevares,“ sagde hun, „jeg skal ogsaa straks gaa. Jeg vilde bare sige Dig, at jeg ikke vil amme. Jeg har sét, hvordan de sér ud, som er derinde, og jeg vil ikke lade mig udsuge paa den Maade. Saa kan jeg lige saa gærne arbejde paa anden Maade, og før vil jeg arbejde, saa jeg spytter Blod, end jeg vil gaa lige i den visse Ødelæggelse. Og derhenne holder jeg det aldrig ud.“
„Det maa Du gøre ganske som Du selv vil. Blot Du snart indleverer Barnet og ikke venter for længe.“
Elin gik hjem. Hun forstod, at der ingen anden Udvej var. Hun vilde aldrig blive fri for ham, før det var skét. Han kom uophørlig hjem til hende og spurgte, om hun endnu ikke havde sat Barnet ind, og han var altid i daarligt Humør
