Spring til indhold

Side:Fattigfolk.djvu/209

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet valideret

201

og uvenlig. Han havde givet hende Pengene, og hun havde maattet skrive Kvittering for, at hun havde modtaget dem. Ikke fordi han havde Mistillid til hende, sagde han, men det var i hvert Fald det ordenligste. Og han forløb sig overfor hende. Han brugte Udtryk mod hende, som hun ellers kun havde hørt paa Gaden. Det var, som om han lige med ét var blevet et ganske andet Menneske. Selv naar hendes Søster var tilstede, kunde han være saa raa imod hende, at denne maatte lægge sig imellem.

Hun endte med at give Køb. Hun lovede ham, at det skulde blive, som han ønskede, og der fastsattes en Dag, da Barnet skulde afleveres.

Hele Natten forud havde hun grædt, hendes Søster havde været hos hende, og om Morgenen tog de Barnet og fulgtes ad til Opfostringshuset. Paa et aftalt Sted traf de Gottfrid, som lod dem tage en Droske for at køre derhen. Selv blev han staaende i Nærheden for at overbevise sig om, at de virkelig indleverede Barnet.

Da de kom tilbage, sad Elin sammenkrøben i Vognen, saa langt tilbage som hun kunde komme, med Lommetørklædet for Ansigtet og hulkede højt. Hun saá træt ud. Hele den foregaaende Dag havde det ikke været hende muligt faa Mad ned, og heller ikke til Morgen havde hun spist noget.

Gottfrid følte en Trang til at være venlig imod hende, og idet han bøjede sig hen over Vognen, sagde han: