206
kom til alt, havde hun det dog ikke saa lidt bedre end mange andre.
I den Tid, Elin gik ud og lærte at sy, var det meget smaat for hende. Hun havde været for stolt til nogen Sinde at skrive til Gottfrid, og hun vilde umuligt kunne have klaret sig, om hun ikke en Gang imellem havde faaet lidt Hjælp af Søsteren.
Men i den sidste Tid var det gaaet bedre. I Begyndelsen havde hun kun faaet lidt Arbejde, men efter Haanden var det blevet mere. Nu klarede hun sig endda saa taaleligt, og desuden var de jo to om Værelset. Den anden Pige arbejdede hele Dagen ude, og naar hun kom hjem og Elin havde endt Dagens Gærning, lavede de deres Mad, legede lidt med Drengen, gjorde i Orden til Natten og gik til Ro.
Saadan gik Dagene uden Afbrydelse og uden Forandring. Naar Elin en Gang imellem havde været ude hos en bekendt eller en eneste Gang i Theatret og bagefter kom hjem, syntes hun næsten, at hun alligevel havde det bedre til Hverdagsbrug.
Om Søndagen var hun for det meste hjemme, lappede lidt paa Drengens og sine egne Klæder eller syede noget nyt. Naar det var Sommer, tog hun ham af og til med sig ud paa en eller anden Plads, hvor der var Træer og lod ham lege paa Jorden, hvor Solen stegte rigtig varmt. — —
Det var atter blevet Efteraar, og kold og fugtig blæste Septembervinden ude fra Saltsjön, jagende tætte Skybjærge ind over Byen. Ned ad
