208
et Øjeblik om og saá efter, om han endnu gik efter hende.
Han kom nærmere og tog forlegen Hatten af.
„Goddag, Elin,“ sagde han.
Det var Fredrik. Elin havde ikke straks genkendt ham. Hun betragtede ham. Hans Hoved var rundt, hans Kæver lige saa brede, hans Øjne lige saa mørke og glansfulde og hans Haar lige saa ukæmmet som før. Hun genkendte de smaa brune Moustacher om Læberne og det Træk, som tidligere havde gjort hende saa bange. Og hun spekulerede paa, om hun skulde faa det lynende brungraa Blink at sé i hans Øjne, som hun saa mange Gange havde sét.
Men han var ikke rigtig sig selv lig. Han saá roligere eller slappere ud. For Resten havde han faaet Skæg, og Huden var bleven mørkere.
De fulgtes ad et Stykke uden at sige et Ord. Tilsidst spurgte han:
„Naa, hvordan har Du det for Tiden?“
„Jo, jeg har det meget godt. Jeg syr.“
„Ja saa.“
Han tav en Stund.
„Det er længe siden, vi to har sét hinanden.“
„Ja, det er det.“
„Der er sket meget i den Tid.“
Elin nikkede. Vidste han noget om det med Gottfrid? Hun følte sig ængstelig til Mode og gik hurtigere for at komme foran ham.
„Jeg har aldrig glemt Dig,“ vedblev han.
