209
Elin standsede foran en mørk Port med brune Egetræsdøre.
„Jeg skal op her,“ sagde hun uden at sé paa ham. „Jeg maa skynde mig.“
„Hvor bor Du?“ sagde han. „Jeg maa vel nok en Gang komme op og hilse paa Dig?“
Uden at tænke nærmere over det, nævnede hun Husnumret og beskrev, hvad Vej han skulde gaa.
„Farvel,“ sagde hun og trak hurtig Haanden til sig. Hun følte, at han blev staaende og saá efter hende, da hun løb op ad Trappen. — —
Samme Aften, da begge Pigerne sad alene hjemme, mens Drengen allerede sov, bankede det paa Døren.
Hilma, Veninden, gik hen til Døren.
„Hvem er det?“ sagde hun, idet hun aabnede.
Hun kendte ham ikke og havde heller aldrig hørt Elin tale om ham. Han sagde sit Navn, og Pigen saá tvivlraadig ind i Værelset.
Elin kom ogsaa ud.
„Men Gud, er det Dig, Frederik? Saa sent?“
„Ja, jeg vilde bare sé et Øjeblik herop.“
Han gik ind i Værelset og satte sig paa en Stol, uden at tage Overfrakken af. Han saá sig om og fik Øje paa det sovende Barn, saá fra den ene af Pigerne til den anden, indtil Elin rødmede og i sin Forlegenhed gik hen til Vuggen og gav sig til at sé paa Barnet.
„Ja saa,“ slap det ud af ham.
Der blev en Pavse.
Fattigfolk.
14
