Spring til indhold

Side:Fattigfolk.djvu/218

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet valideret

210

„Jeg troede, Du vidste det,“ sagde Elin endelig.

„Nej“ sagde han. „Det vidste jeg ikke. Formodenlig en „fin“ Herre? Hva’?“

„Hvorfor siger Du det saadan?“ sagde Elin.

„Jo, jeg kunde jo nok tænke det,“ vedblev han bittert. „Du har nu altid været saa fin af Dig. Naa, og nu har han givet Dig en god Dag og spørger hverken efter Dig eller Barnet? Har jeg Ret? Det havde dog sét anderledes ud for Dig, om Du havde villet høre paa mig. Men nu er det, som det er.“

„Er det for at sige mig det, at Du er kommen herop, for saa kunde Du gærne være bleven borte.“

„Aa nej, det var det da heller ikke. Jeg véd egenlig ikke, hvordan det gik til.“

„Naa, og hvordan har Du saa haft det, Fredrik, i al denne Tid?“ sagde Elin lidt efter for dog at sige noget.

„Jeg,“ sagde han og løftede Hovedet op. „Jo, jeg har giftet mig, har jeg, og har faaet Børn. To har jeg faaet.“

„Ja saa, det havde jeg ikke hørt noget om.“

„Nej, vi har jo ikke sét stort til hinanden i disse her tre, fire Aar. Det gik for Resten i en Haandevending.“

„Hvad mener Du med det? I en Haandevending?“

„Jo, jeg skal fortælle Dig det altsammen. Jeg tror nok, det mest var for at gøre det, at jeg kom herop, men jeg glemte det, da jeg saá ham dér.“