211
Han nikkede hen ad Vuggen til.
„Ser Du, naar et Menneske ikke faar, hvad han vil, saa bli’r han til en Tid uregérlig, selv om det jo nok siden gaar over. Og jeg var den Gang begyndt at komme meget hjem til Jonssons, Du véd hende, Garverenken, og der var tre ugifte Døtre i Huset, og der kom megen Ungdom sammen dér. Naa, jeg havde vænnet mig til at gaa derhen, for jeg var i den Tid nedslaaet, som Du véd, og jeg plejede altid at tale om Dig, om hvor meget jeg havde holdt af Dig, og at jeg aldrig vilde kunne holde af nogen anden paa den Maade. Men, sé nu var der en af Døtrene, hun hed Ida, som var stilfærdig og rar, og hun plejede altid at høre paa mig. De andre vilde nu gærne gøre Løjer med mig for den Sag. Og jeg tror ogsaa nok, at hun syntes om mig, for vi kom ofte sammen, og en Dag mærkede vi, at hun var med Barn. Jeg skal nu sige Dig, at det i den Tid var mig ganske ligegyldigt, hvad jeg gjorde. Og min Svigermoder, som hun nu er bleven, tog mig med sig i Enerum og sa’e til mig, at hvis jeg ikke brød mig om Pigen, behøvede jeg ikke at gifte mig med hende. For hun havde jo hørt alt, hvad jeg havde gaaet og fortalt om Dig. De skulde nok finde paa Raad med Barnet, og det var meget bedre, som det var, end at vi skulde gaa og gøre os ulykkelige for hele Livet, hvis vi giftede os og siden ikke kunde lide hinanden.“
Elin havde hørt opmærksomt paa ham, uden
14*
