Spring til indhold

Side:Fattigfolk.djvu/221

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet valideret

213

„Jeg vil ikke ha’e det. Jeg har jo sagt Dig, at jeg i hvert Fald ikke kan holde af Dig.“

Elin vendte Ryggen mod ham og havde travlt med at stoppe Tæppet ned om Drengen, som bevægede sig uroligt i Søvne.

Hilma var sovet ind paa sin Plads i Sofahjørnet; hun havde, saa at sige, været ganske udenfor Samtalen. Hendes Aandedrag lød regelmæssigt og jævnt. Ellers var der helt stille.

Frederik rejste sig op.

„Det er vist sent,“ sagde han.

„Ja, Klokken er over elleve.“

Han gik hen og tog hendes Haand.

„Saa bli’r jeg vel nødt til at gaa.“

Hun lyste ham ned ad Trappen og lukkede hurtigt Døren i efter ham.

„Det var da godt, at han endelig en Gang gik,“ udbrød hun.

Men hun var forvirret og urolig, og om Natten laa hun længe vaagen. Hun saá hele sit forbigangne Liv som et langt overskueligt Panorama. Som hun laa dér og med aabne Øjne stirrede ud i Mørket, saá hun den ene Skikkelse efter den anden glide sig forbi, indtil Øjnene faldt stadig mere og mere sammen; Billederne blev utydeligere, Tankerne slappedes, hun saá foran sig som et stort violet, guldglimrende Øje — og sov ind. — —

Elin havde sagt sandt, da hun sagde, at hun i hvert Fald ikke vilde kunne have holdt af ham, ikke en Gang nu, selv om han havde været fri og vilde have