214
giftet sig med hende til Trods for Barnet. Hun troede ham, at han vilde have gjort det. En mild Følelse af Taknemlighed greb hende, naar hun tænkte paa ham, og hun følte sig stolt og smigret over at være Genstand for en saadan Kærlighed. Hun vidste, at havde hun blot villet, havde hun blot sagt et Ord … Men hun veg tilbage blot ved Tanken om, at han skulde berøre hende, og hun saá uvilkaarlig hans Billede for sig, saa snart hendes Tanker gik i den Retning. Hans Klæder var simple, hans Hals var uvasket, Hænderne snavsede og ru. Og naar han begyndte at tale, sammenlignede hun ham uvilkaarlig i Tankerne med en anden, som, inden han blev haard og ond imod hende, havde talt til hende paa en ganske anden Maade, og hvis Stemme endnu kunde lyde i hendes Øren med en Klang, som fik Hjærtet til at banke stærkere og Blodet til at løbe hurtigere i hendes Aarer.
Nej, hun vilde aldrig kunne lade være at sammenligne.
Det værste, en Mand som Gottfrid kan gøre en fattig Pige, er ikke det at forføre hende. Den, som er falden, kan rejse sig igen, og Menneskelivet er uudtømmeligt paa Hjælpekilder.
Men at have elsket en, mod hvem alt, hvad, Livet siden har at byde, synes ringere, det er en Forbandelse. Er han trængt ind i hendes Fantasi, har han gjort sig til Herre over hendes Længsels hedeste Drømme, har han i sin Haand grebet Traadene til det fine Følelsesvæv, som gennemtrænger
