215
hele hendes Væsen, og har han grebet dem saa fast, at selv om han siden slipper sit Tag, blot Paamindelsen om ham faar dem til at gennemsitres som af en elektrisk Strøm, da har han stjaalet mere end hendes Ære. Han har stjaalet hele hendes fremtidige Liv. Han har for et Lunes Skyld hævet hende op til en aandelig forfinet Verden, hvor hun aldrig har kunnet blive, og hvor hun har bortdrømt Kraften til at være lykkelig i en anden.
Og det er Forbandelse. En udsøgt, langsomt tærende, raffineret Forbandelse.
Det varede imidlertid ikke mange Dage, før Fredrik kom igen. Han blev altid længe siddende, altid talte han om sin Kærlighed til Elin, og det hjalp ikke, at hun afviste ham og bad ham tænke paa hans Kone og hans Børn. Han kom stadig tilbage til det samme Emne, og stadig opholdt han sig længere derved, og for hver Dag, der gik, blev han mere og mere underlig.
For at faa en Anledning til at komme dér oftere, tilbød han at tapetsere Værelset for hende. Det saa saa grimt ud, paastod han.
Men han gjorde ikke meget ved Arbejdet. Han sad længe ad Gangen tavs, nedsænket i Drømme, og der kom noget uhyggeligt og mørkt i hans Ansigt, som gjorde Elin angst for at være alene med ham.
Naar han saa tilsidst begyndte at tale, var det stadig den samme Sag, han vendte tilbage til, og samme Tanker, som han gentog.
