216
En Aften — det var i Oktober — kom han senere end sædvanligt; Hilma var allerede kommen hjem fra sit Arbejde og sad ved Lampen og hjalp Elin med hendes Sytøj.
Han var usædvanlig bleg, straks da han kom ind, og havde et underligt fraværende Udtryk, som om han tænkte paa noget.
Hun var glad over, at hun ikke var alene med ham.
Han havde faaet en Strimmel Tapet klistret op, da han pludselig spurgte, om Elin ikke vilde gaa en Tur ud med ham. Det var saa længe siden.
— Nej, det var umuligt. Hun havde ikke Tid. Hun maatte først have denne Bredde paa Kjolen færdig.
Men han trængte ind paa hende. Det var ogsaa saadant et kønt Maaneskin.
Elin var en Stund tvivlraadig, men bestemte sig tilsidst til at følge med. Blot et lille Øjeblik.
De gik ned til Saltsjøn. Vandet laa glitrende i det gule Maanelys, og langt borte dukkede Strandbredden og Øer frem i taagede, fantastiske Konturer.
Skulde de køre med Sporvognen til Djurgården? Det var snart gjort. Paa en Time eller lidt mere kunde de være tilbage.
Elin følte sig ængstelig til Mode, da de var kommet op i Sporvognen. Han havde hele Tiden været saa løjerlig, saa lidt talende, og hans Øjne
