Spring til indhold

Side:Fattigfolk.djvu/225

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet valideret

217

skinnede saa underligt. Hun saá det tydeligt nu i Skæret fra Lanternen.

De skiftede Vogn ved Norrmalmstorg og steg ud ved Djurgårdsbroen. Saa gik de langs med Vigen, som lyste i Maanens Glans, mens Birketræerne utydeligt flimrende tegnede sig i Dybet, og de fugtige Blade, der havde lagt sig som et Dække over Vejen, raslede under deres Fødder.

Han standsede ved en lille Bro. Der laa en Baad, løst bunden til en Jærnring.

„Skal vi ro en lille Tur,“ sagde han.

Hans Stemme skælvede, og han saá ikke paa hende.

Hun følte sig paa ny angst. En uforklarlig trykkende Angst greb hende.

„Nej,“ sagde hun, og hendes Stemme lød, som om hun havde svært ved at faa Vejret. „Nej, hvis nogen skulde sé os. Hvad vilde de sige? Det gaar ikke an.“

Han bad hende flere Gange, og atter følte hun en Angst, som om noget ondt truede hende. Hun vovede paa den anden Side ikke at sige nej.

De steg i Baaden og roede et lille Stykke ud fra Land. Rundt om laa Vigen rolig og belyst af Maanen, begrænset af de halvdunkle Bredder, og langt borte ad Byen til lød Sporvognsklokkernes Ringen.

Fredrik slap Aarerne og satte sig ved Siden af Elin. Hun var som lammet og gav ham stiltiende Plads ved Siden af sig.

Han tog et Lommetørklæde op af Lommen og