219
„Vi kan jo endnu komme sammen. Hvis din Kone en Gang dør, kan Du jo faa mig.“
Han satte den ene Fod paa Rælingen, saa at Baaden næsten væltede.
„Har Du noget at leve for?“ raabte han vildt. „Jeg har ikke noget.“
Hun skreg højt af Angst, og i Fortvivlelse raabte hun:
„Jo, det har jeg. Jeg har et Barn. Jeg har et Barn. Og det vil jeg ikke dø bort fra.“
Han sank tilbage i Baaden, og hans Muskler slappedes. Han næsten faldt ned paa Agtertoften, og under en voldsom Graad, som rystede hele hans Legeme, hulkede han:
„Jeg sér, at Du er bange for mig. Gud i Himlen, hvor jeg er ulykkelig.“
Hurtigt som Tanken løste Elin Knuderne op, satte sig selv til Aarerne og roede Baaden i Land.
Hun gik hele Vejen hjem i skyndsom Hast, uden at sé hverken til Højre eller Venstre. Hendes Ben vaklede under hende, og hun følte stadig ligesom Kuldegysninger ned ad hele Ryggen.
Frederik fulgte hende uden at sige et Ord. Men da de kom hen til hendes Port, rakte han famlende Haanden ud og greb efter hendes.
„Jeg sér, at Du er bange for mig,“ sagde han igen. „Jeg tænkte ikke paa at gøre Dig noget ondt.“
Hun trak Haanden til sig og løb uden at kunne svare, op ad Trappen.
