220
Da hun kom ind, tog hun med feberagtig Hast Kaaben af sig, satte sig paa en Stol lige overfor Veninden, som holdt hendes Dreng paa Skødet, forsøgte at sige noget og brast i Graad.
Den anden blev forskrækket.
„Men hvad er der, Elin? Herregud hvad er der?“
Hun rystede paa Hovedet uden at svare.
Længe blev hun siddende stille og vuggede blot frem og tilbage. Saa gav hun sig til at fortælle, udførligt og nøjagtigt, huskede hver eneste lille Ting. Hun talte med feberagtig Hast, hendes Læber skælvede, og hvert Øjeblik maatte hun kæmpe mod Graaden, som vilde bryde frem igen.
Da hun var færdig, tog hun Drengen paa Skødet og kyssede hans Mund og Kinder. Hun havde blot én Tanke, blot én Følelse, den, at hun endnu fik Lov at leve sammen med Drengen. Og hun vilde ikke dø bort fra ham. Hun vilde leve og arbejde, lide og kæmpe for ham, hun vilde være, hvor han var, og hun vilde aldrig med sin gode Vilje lade ham blive alene, som hun selv en Gang var bleven ladt alene. Hvad skulde der blive af ham uden hende? Dog da Spændingen havde tabt sig, kom Eftertanken i Stedet for, og hun grublede og grublede over, hvad hun skulde gribe til. Men hun fandt ingen Udvej. Hvad hun saa end tænkte paa, stod hele Scenen paa Søen i uhyggelig Livagtighed for hendes Øjne, og hun syntes endnu,
