222
VI.
Dag efter Dag tænkte Elin paa, om hun ikke skulde finde en Maade til at blive fri for Fredriks Besøg. Da der var gaaet et Par Dage, var han igen begyndt at komme, ganske som tidligere. Han kom imidlertid sjældnere, og han blev der ikke saa længe som før. Men han kom dog, skønt ingen bad ham derom, og Elin altid var lidet talende, en Gang imellem, efter hvad hun selv syntes, rent ud sagt uhøflig. Han sad paa Stolen henne ved Kakkelovnen og talte om sig selv og sin Kærlighed til Elin, om sin Kone og sine smaa Børn, om sit Arbejde og sine Indtægter. Men stadig vendte han tilbage til det samme, hvor godt de kunde have haft det, hvis han nu havde været fri, og hvis hun da ellers vilde have taget ham. Elin sad mest og hørte til. Hun var træt af at sige ham imod, og hun følte sig inderlig glad, naar han var gaaet sin Vej. Den ene Gang efter den anden besluttede hun, at hun, naar han næste Gang kom, skulde sige ham rent ud, at han ikke maatte komme dér mere. Det gik ikke an. Na-
