223
boerne var allerede begyndt at tale om det. Fra Gang til Gang opsatte hun det. Og for hver Gang blev en Afgørelse hende vanskeligere.
Elin vaagnede en Nat omtrent Klokken 12 ved, at nogen slog et haardt Slag paa Døren.
Hun rejste sig søvndrukken op i Sengen og forsøgte at ruske Liv i sin Sengekammerat.
„Hvem er det?“
Hun hørte igen en stærk Banken paa Døren.
„Det er mig.“
„Men Herregud, Hilma, saa vaagn dog! Hører Du, det er Fredrik.“
Han blev ved at banke, og paa hans Stemme hørte hun, at han var fuld.
„Luk op, siger jeg. Elin, luk op.“
Imidlertid var Hilma ogsaa vaagnet.
„Luk for Guds Skyld ikke op.“
„Jamen Folkene i Huset. Han vækker jo hele Huset.“
Elin sprang op og begyndte at klæde sig paa.
„Vent dog lidt. Nu kommer jeg.“
Hun kastede et Tørklæde om sig, gik hen til Døren og lukkede op.
„Men Du store Gud, hvad vil Du dog her midt om Natten?“
Han skød hende til Side og gik ind. Han var øjensynlig meget fuld. Han kunde ikke gaa lige hen ad Gulvet, Haaret var pjusket, Halstørklædet revet op, og han talte uklart og højt eller mumlede uhørlige, uforstaaelige Ord.
