224
Han satte sig paa sin sædvanlige Stol og kastede Hatten hen i et Hjørne af Værelset, trak saa Manchetterne af og kastede dem samme Vej. Saa lo han, nikkede til Elin og saa sig om.
„Goddag Piger. Nu er jeg her igen.“
Elin vidste ikke, hvad hun skulde stille op med ham.
„Jamen, Fredrik, vær nu god og gaa din Vej; hører Du, jeg be’r Dig. Du kan jo komme igen i Morgen i Stedet for.“
„Nej, nu vil jeg bl-bli’e. Ja; det vil jeg. Jeg vil bli’e, siger jeg.“
„Ja men Du kan jo nok forstaa, at det ikke gaar an? Tænk, hvis din Kone fik det at vide.“
„Det rager ikke mig. Hva’ beha’r? Gaa-aar det i-ikke an? Sa’ Du, at det i-ikke gaar an? Aa, det er vel ikke saa farligt med Dig endda. Der har været andre før mig. Ja, og selv om jeg ikke er nogen fin Herre, saa …“
Hun gik henimod ham, og hele hendes lille Skikkelse rystede.
„Hvad siger Du?“
Hans Hoved var sunket ned paa Brystet, og han stirrede stivt paa hende.
„Jeg vil bl-bli’e, siger jeg.“
Elin var grædefærdig. Hun gik hen til den anden Pige, der, ligesaa bange som hun, laa og stirrede paa Optrinet.
„Kan Du ikke hjælpe mig?“
Der hørtes Skridt ude i Gangen, og en Dør
