225
aabnedes. Elin gik hen til Fredrik og ruskede i ham.
„Fredrik, hører Du ikke? Der kommer nogen.“
Han saá paa hende, og der kom et forstaaende Glimt i hans Øjne. Hun saá det, og i sin Angst raabte hun igen:
„Hører Du ikke? Der kommer nogen.“
Han rejste sig sløvt op. Elin løb efter hans Hat og satte den paa ham.
Derpaa aabnede hun Døren og næsten skubbede ham ud gennem den, mens i det samme en Mandsstemme ude fra Mørket spurgte:
„Hvad er det for et nederdrægtigt Spektakel midt om Natten.“
„Herregud, han er fuld, og vil ikke gaa sin Vej. De vil da ikke være saa god at hjælpe os, saa vi kan blive af med ham.“
Elin lukkede Døren og lyttede angst. Hun hørte voldsomme, skrabende Trin og Lyden af de to, som gik ned ad Trappen. Saa kom den anden igen op og gik ind til sig.
Men Dagen efter blev Elin enig med sin Stuekammerat om, at dette her maatte have en Ende.
Hun havde aldrig brudt sig meget om Fredrik. Hun havde ladet ham gaa og komme, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulde blive af med ham, fordi hun var bange for ham, maaske ogsaa lidt, fordi hun syntes, det kunde være rart, at han hjalp hende med at tapetsere. Men nu maatte det alligevel have en Ende.
Fattigfolk.
15
