226
Og da de havde talt en Stund om Sagen, tog Elin Kaaben paa sig, gik lige op til Fredriks Svigermoder, som hun kendte lidt til, og fortalte hende hele Historien fra først til sidst.
„For jeg vil ikke ha’e, at De skal tro noget ondt om mig for hans Skyld,“ sagde hun. „Jeg kan ikke gøre ved, at det er, som det er.“
Om Aftenen var Elin ængstelig for, at han skulde komme, og hun havde bedt Veninden om at komme tidlig hjem. Men de hørte ikke noget til ham.
Om Morgenen, lige som Hilma var gaaet, bankede det paa Døren. Der var Fredrik.
Han gik ind uden at hilse og standsede midt paa Gulvet.
„Jo, det er Takken,“ brød det ud af ham.
„Takken?“ sagde Elin harmfuld, „Takken! Jeg kunde dog nok ha’e Lyst til at vide, hvad det er, jeg skal takke Dig for. At Du har hængt over mig, som om Du var gal, og været nær ved at tage Livet af mig og været her midt om Natten og lavet et Spektakel, saa det kunde høres over hele Huset. Takken? Jeg gider ikke en Gang svare paa saadant noget.“
„Hør nu, Elin“ — han saá hende lige ind i Ansigtet — „har jeg nogen Sinde villet Dig andet end godt. At jeg var fuld nu forrige Aften, kan Du vel tilgive mig. Dog den anden Aften forleden, den har jeg selv tænkt meget over. Men jeg har udgrundet, at det bare var, fordi jeg holder lige
