228
„Men jeg kan dog ikke lade være med at tænke paa, hvordan det kunde ha’e været, om jeg ikke havde været gift. Jeg vilde alligevel ha’e taget Dig. Og hvis Du blot fra Begyndelsen af havde hørt paa mig, saa havde Du aldrig …“
Elin lagde Sytøjet bort, som hun holdt i Skødet.
„Ja, men nu er Du gift,« sagde hun. „Og nu har Du Kone og Børn. Og jeg har min Dreng dér, og saa faar det andet være, som det være vil, jeg er alligevel glad ved ham. Det kan ikke blive anderledes, og saa er det vel heller ikke Umagen værd at tale om det.“
Han stod et Øjeblik stille.
„Nej, det er det vel ikke.“
Saa saá han igen op paa hende, og gik et Skridt frem, idet han mumlede:
„Men jeg kan ikke taale at tænke paa, at Du maaske en Dag skal blive et saadant daarligt Fruentimmer, for saadan gaar det altid, naar man er begyndt paa den Maade.“
Elin blev slet ikke vred. Hun havde saa ofte selv tænkt derpaa og været bange derfor, og det var hende saa ganske klart, at andre maatte tro det om hende. Hun rystede blot paa Hovedet og svarede stilfærdigt:
„Nej, det vil jeg dog sige Dig — Du maa tro mig eller ej — at det bli’r jeg aldrig.“
„Ja, jeg vil gærne tro Dig,“ sagde han og tog
