229
hendes Haand. „Og nu ska] jeg aldrig mere komme over denne Dørtærskel, før en Gang som Enkemand,“ tilføjede han.
Elin nikkede.
„Farvel,“ sagde han i Døren uden at sé sig om.
„Farvel.“
Men da han var gaaet, gik Elin hen til Drengen, som laa og krøb om paa Gulvet, satte sig paa Hug ved Siden af ham, tog ham op til sig og kyssede ham Gang efter Gang, mens hun hele Tiden mumlede, som om hun havde talt til en, der kunde forstaa hende:
„Nej, mit eget Puds, saa daarligt skal det ikke gaa. Mo’r skal ikke glemme Dig.“
Saa satte hun Barnet ned paa Gulvet igen, gik hen til Vinduet og tog fat paa sit Arbejde. Og mens hun flittigt traadte Maskinen, skinnede Efteraarssolen ind gennem Vinduet, og Solstraalerne flyttede sig fra hendes Skuldre og Haar, dannende som en bred Vej hen over Gulvet, og standsede ved Nøglehullet paa Døren, hvor de glitrede mod Lultens Støvkorn i et regnbueagtigt, usikkert Lys. — —
Stakkels lille Barn! Hun havde endnu ikke prøvet, hvordan det var, naar de tunge Dage kom, naar Arbejdet skortede og naar Nøden stod paa Lur som de næste Dages sikre Hverdagsgæst.
