Side:Fattigfolk.djvu/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

25

det løs for fuldt Alvor. Karl August tog et Tag i sin Hat og slængte den med et voldsomt Kast hen i et Hjørne, saa at Katten forskrækket flygtede op paa Komfuret. Han stødte Svigerinden, som vilde lægge sig imellem, bort, foer arrig op og ned ad Gulvet, slog Hænderne sammen, saa det hørtes i hele Huset og skreg uophørlig:

„Dér er den forbandede Tøs. Hvad har Du med mig at skaffe? Hvorfor gaar Du og snakker ondt paa Kirkebakken om mig og Hilda? Saa Du har ikke sagt noget, siger Du? Lyver Du oven i Købet? Hold Kæft siger jeg. Det rager ikke Dig, Katrina, for nu skal hun og jeg snakkes ved!“

Han sænkede Stemmen og talte sagtere.

— „Naa, saa Du siger altsaa, at jeg og Hilda er Kærester, hva'? Tag Du Dig i Vare, for kanske jeg véd ligesaa god Besked om Dig. Og jeg skal Fanden ta'e mig lære Dig, skal jeg.“ Pigen jam­rede sig, saa det hørtes helt ud i Gaarden. Den ene efter den anden af Husets Folk styrtede til for at sé paa Optrinet. Somme forsøgte at lægge sig imellem, og somme gav Karl August Ret.

„Nej, vær nu fornuftig, Karl August. Du maa ikke bære Dig saadan ad. — Slip Pigen, hører Du. Hvad vil Du dog, Mand?“

„Nej, det er rigtigt, Karl August. Giv Du hende bare. Hun er altid saa led i sin Mund.“

Karl August var aldeles vild. Fuldskaben, som han før havde behersket, brød nu frem, og Vreden, som var bleven næret ved Tanken om, at han