30
Karl August Erikson var bleven bøjet af Aarene, skønt han kun var henimod de fyrretyve. Man var hørt op i Byen at kalde ham ved Fornavn og sagde i Stedet for altid Erikson. Han gik stadig krumrygget, hvad enten det nu kom af Vanen af i Mørke at famle sig frem gennem Skoven paa ubanede Veje eller af Arbejdet med Økse og Plov, eller af at sidde hele Mil ved Aarerne eller Roret. Han var faamælt og forsigtig som før, og han saá fra Siden med et listigt Øjekast paa den, han talte med, som om han stadig var paa Post mod at blive bedragen ved en Handel eller ved noget andet, som angik ham. Piben hang stadig i den ene Mundvig, en lille kort, oprindelig brun, nu af Røg og Ælde næsten sort Træpibe, og naar den var udrøget, stak han bare den højre Haand ned i Bukselommen, hvor Tobakken laa løs, og stoppede den paany. Han var ikke forfalden, men han tog til daglig Brug saadan med Maade til Flasken. Og hændte det af og til, at han havde faaet for meget i Hovedet, var han uregerlig som før, og da vovede ikke en Gang Svigerinden at give sig i Kast med ham.
I alle disse Aar havde han arbejdet for andre, og det saá ud, som der ingen Forandring skulde ske heri. Men en sjælden Gang hænder det, at Livet aabner en Udsigt dér, hvor alt før syntes os tillukket, hvor det har sét ud, som om Haabets mindste Smuthul var tilstoppet.
