Side:Fattigfolk.djvu/39

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

31

En skønne Dag friede en gammel rig Bonde til hans Svigerinde, som endnu saá ret godt ud. Hun var vel paa den Tid et Par og tredive Aar. Erikson havde imidlertid i Aarenes Løb lagt sig lidt op, og han indløste nu Besætning og Indbo — Baaden var for længe siden solgt — og overtog Forpagtningen.

Nu kom en ny Tid. Han var nu sin egen Mand, og lad saa være, at det var kommet sent, kommet var det dog, og for en Tid var Erikson som et andet Menneske. Han var i Almindelighed munter og tørt morsom; arbejdsom og stræbsom havde han altid været, men der var nu tillige kommet en Kækhed i hans Væsen, som næsten gjorde ham snaksom. Karlene havde gode Dage, ti han saá gennem Fingrene med det, naar de drev den af med Arbejdet, og trakterede om Eftermid­dagen med Kaffepuns til Nadveren.

Forholdet til Hilda var for længe siden forbi. Hun havde faaet Plads paa et andet Sted og var flyttet bort fra Egnen. I Begyndelsen havde Erik­son baade skrevet og modtaget et Par Breve fra hende. Men saa var Brevvekslingen hørt op af sig selv, og han fik siden at høre, at hun var bleven forlovet og snart efter gift.

Imidlertid havde han just ikke tænkt videre over det. Allerede da hun flyttede, havde han saa temmelig gjort sig det klart, at det ikke vilde blive til noget mellem dem. Og en smuk Dag