34
ikke en hel Rede fuld, som spiste Huset op for dem. I dette Spørgsmaal var hun og Erikson enige.
De første Maaneder var hun rigtig lykkelig.
Livet gik ensformigt og stille inden Hus, og ude arbejdede Erikson med Karlene, saa længe det var lyst, med at hugge Brænde og istandsætte Baadene eller sørge for Staldene eller andet paa Gaarden. Og de lange, mørke Aftener sad de inde og bandt Net, medens Samtalen gik snart muntert, snart trægt og ensformigt. Men altid var der i Tea en Følelse af, at hun var kommen i en anden Stilling her i Livet, som var rigere og bedre. Hun syntes, at hun aldrig før havde levet rigtigt, og at hun nu havde alt, hvad hun kunde ønske sig. Og da Vaaren kom, og Snedriverne smeltede bort, da alt ude begyndte at spire og vokse, da Karlene pløjede Markerne op til Nysaaningen, da Solen skinnede paa Egebakkerne lige overfor Gaarden og Lærkerne med deres muntre Triller steg op i Solskinnet, da mærkede Tea med stille og inderlig Glæde en Forandring med sig selv, og en Dag sagde hun til Erikson, da de var alene, at de til Julen nok vilde faa én til at sørge for i Huset.
— — Det var i Begyndelsen af December. Sneen havde allerede lagt sig til Hvile i Skoven mellem Sten og Trærødder, den dækkede Markerne som en uendelig fast Masse, og paa Taget laa den fodhøj med et dybt Hul omkring Skorstenen. Erikson havde allerede i flere Dage talt om, at
