38
bievne slyngede tilbage, og Baaden vilde være knust i Stumper mod den mørke stejle Klippevæg.
Men da de vel var komne i Gang, var næsten det værste Arbejde gjort. Da de først var derude, galdt det blot om at blive ved, sejgt og mekanisk, uden at trættes eller give efter. Der behøvedes ingen Kommando. Alle kendte Farvandet. Hver af dem havde været her mange Gange før, det var tilstrækkeligt, at en af dem en Gang imellem vendte sig om og kastede et Blik ud over Søen, og, som ført af en eneste usynlig Vilje, vendte Prammen og gik forbi Oddene, over Smaafjorde, gennem Sunde og tilsidst igen en god halv Time lige op mod Vinden for saa endelig med Medbør pilsnart at dukke ned mellem Bølgerne og gaa ind under det faste Land, Maalet for deres Rejse.
Baaden gjordes fast, og alle fire gik lige ind paa Kroen for at styrke sig med en Snaps, hvorpaa Karlene drev ned til Baaden igen, og Husbonden gik op for at besørge et Par Indkøb og hente Jordemoderen. Deres Ø hørte egenlig ikke ind under hendes Distrikt, hvorfor man maatte være høflig. Hun var en dygtig, skulderbred, snaksom og noget vidtløftig Kone, i hvis Natur det paa ingen Maade laa straks at gaa ind paa en Sag uden at gøre Indvendinger. Hun talte om det haarde Vejr og den lange Tur paa Vandet. Men Erikson holdt fast ved sit, at nu var de komne for at hente hende, og nu var der ikke Tid til at søge efter nogen anden. Og da det aldrig havde været hendes
