46
Da hun om Aftenen gik ind for at lægge sig, var han allerede gaaet til Sengs. Han havde været ude, mens hun gjorde i Stand efter Nadveren. Hun havde ikke vidst hvor. Nu sov han tungt med en haard, langtrukken Snorken. Ansigtet var rødskjoldet og Munden halvaaben. Hun væmmedes ved at sé paa ham og lagde sig i Sengen saa langt som muligt til den ene Side. Længe laa hun vaagen, og i Mørket forekom det skete hende endnu forfærdeligere, Hun brast igen i Taarer og græd stille, indtil hun faldt i Søvn og sov haardt. Da hun om Morgenen vaagnede, rejste hun sig hurtigt op som af en ond Drøm. Hun havde en Følelse af, at noget forfærdeligt ventede hende i Dagens Løb. Saa kom hun til at røre ved Skulderen, som gjorde ondt, og Erindringen vendte tilbage.
Hun saá til Siden. Erikson sov endnu. Og hun listede sig op, klædte sig hurtigt paa og gik ud.
Det gik ikke saa let med Arbejdet som forhen. Hun fuldendte sine Sysler ganske som sædvanlig, men hun kunde ikke slippe bort fra sine Tanker. Ud af Erindringen om Voldshandlingen voksede tunge, mørke Forladthedsfølelser frem. Ti hun havde ingen at flygte til, naar det var fra ham, hun skulde flygte.
Erikson følte sig ogsaa underlig til Mode.
Det var gaaet med ham, som det altid gaar med en Mand, især naar han maa slide sig raa med at arbejde for Føden. Det er ikke Kærligheden, som former hans Karakter og Liv, men det
