49
det godt, naar vi bli'er gamle, og leve i Ro og lade Drengen faa noget efter os, naar han en Gang skal begynde, saa han ikke behøver at gaa her og rode i Marken som hans Fa'er. Det var der noget ved, ikke Du?“
Tea begyndte næsten at faa en Mistanke om, at der var noget galt fat med Manden. Men han sad dér saa fornøjet og glad, saa hun vidste alligevel ikke, hvad hun skulde tro.
„Jeg mener, Du er godt tosset,“ sagde hun. „Hvor skulde vi faa det fra?“
„Hvor vi skulde faa det fra?“ sagde han. „Lad mig bare om det. Og vær Du vis paa, at det skal gaa. For nu skal Du høre, hvad jeg har gaaet og udspekuleret.“
Han tog en Nøgle op af Vestelommen, lukkede Chatollet op og tog ud af en lille hemmelig Skuffe et Stykke Papir, som han viklede op. Med en underfundig Mine lagde han Piben bort og viste Konen det. „Her staar det klart med Tal,“ sagde han. „Og nu skal Du bare høre. Har Du sét Skoven, som staar paa vores Jord? Den er allerede ikke saa lidt værd.“
„Ja, men den maa Du ikke hugge mere af end til det Brændsel, som vi selv bruger.“
„Hugge af? Nej det forstaar sig. Men jeg kan vel købe den, sér Du — købe den som den staar og groer. Har Du ikke hørt, hvordan Skovkøbere bærer sig ad herude i Skærgaarden, hvordan de køber Skoven og lejer Folk, som hugger og fragter
