50
den. Men nu havde jeg tænkt, at hvis jeg kunde købe den, som den staar, paa saadanne Vilkaar, at jeg ikke behøvede at betale straks, men fik Lov til at gøre det efter Haanden, saa kunde jeg have det til Vinterarbejde og selv sammen med Karlene hugge den og køre den ned til Søen, og saa kunde jeg sælge den som Brænde eller Tømmer, hvad det nu kunde blive. Tænk bare, saadanne Egetræer her findes; og saadanne Fyrrer og saadanne Graner. Der staar jo de stolteste Mastetræer, som rent ud faar Lov til at raadne ned af sig selv, om ingen tager dem.“
„Ja, men troer Du, Baronen gaar ind paa det?“
„Ja, det troer jeg nok. For man siger, han bruger en farlig Bunke Penge, og saa findes der altid Huller at stoppe.“
De sad en Stund stille og tankefulde. Der vår- ingen af dem, som ikke vidste, hvormeget denne Forandring betød, og underlige Tanker rørte sig i deres Sind. Der var blevet mørkt inde i Værelset, og gennem de smaa Ruder trængte blot en svag Lysning. Ti derude laa Julinatten over Skoven, Markerne og Engene, og det var, som om Fremtidsforhaabninger spirede frem med nye Afgrøder for nye Dage af den dunkle, fredfyldte Nat.
De tænkte begge paa det samme, hver paa sin Maade. En Formindskelse af den sparsommelige Tarvelighed, en Udsigt til bedre Dage, en Mulighed for en rolig Alderdom og noget at efterlade Drengen; deres Tanker dvælede ved deres Ung-
