53
og tilsidst blev den staaende som en tæt, mørk Mur langt ude ad Havet til.
Erikson roede jævnt og roligt uden at sé sig om, som den gør, der kender hver eneste Krog at Farvandet; og som af sig selv vendte Baaden gennem de smaa, smalle Sunde og flød afsted, som fandtes der hverken Stene eller Grund.
Han var noget tvivlraadig til Mode og grundede hele Tiden paa, hvad han skulde sige til Baronen. Og han udtænkte indtil det mindste, hvordan han skulde belægge sine Ord, og hvordan han skulde overtale ham, hvis det behøvedes.
Men hvis nu Baronen ikke vilde sælge Skoven? Aa jo, hvad skulde han med den? Dér hvor den stod, havde han jo ingen Nytte af den.
Endnu nogle Tag med Aarerne, og den lille Brygge med det hvide Rækværk saás tydelig mod det mørke Vand, ud over hvilket slanke Birketræer bøjede deres allerede gulsprængte Kroner. Og gennem Birketræernes dirrende Løv, hen over Eges og Lindes mørke Tag saás en hvid Gavl og en Skorsten, ud af hvilken Røgen let og kredsende svævede i Vejret.
Erikson bandt Baaden fast, gemte Piben under Fortoften, tog Frakken paa og knappede den omhyggeligt. Derpaa tog han af Frakkelommen en lille gul Messingdaase med Spejl i Laaget, tog Hatten af og ordnede Haaret med Hænderne. Hatten sattes paa, og han tog et sidste Overblik over, hvad han kunde sé af sin Person i Spejlet. Daa-
