56
igen. Ikke med min bedste Vilje.“ Erikson blev en Stund staaende. Og stirrende frem for sig som en Søvngænger tog han Hatten op fra Gulvet.
„Ja, saa er det vel bedst, at jeg gaar,“ sagde han.
Han holdt allerede Haanden paa Laasen.
„Nej, vent lidt; Erikson har jo ikke endnu svaret mig paa mit Spørgsmaal. Vil Erikson paatage sig Kørslerne eller ikke?“
Manden saá et Øjeblik ud, som om han ikke vidste, hvorom der var Spørgsmaal. Men lidt efter lidt antog Ansigtet atter sit sædvanlige betænksomme, lidt listige Udtryk, og med et Glimt i Øjet spurgte han:
„Ja, hvor meget troer Baronen, han vil gi'e?“
„Det faar I naturligvis afgøre med hinanden. Han kommer i alt Fald en Dag ud og sér paa Skoven.“
„Ja, saa kan vi jo tale om det.“
Baronen rakte ham Haanden.
„Jeg skal sige det til ham. Han kommer vist i næste Uge.“
Erikson bukkede igen:
„Og saa takker jeg Hr. Baronen saa meget, at Hr. Baronen har tænkt paa mig.“
„Ingen Aarsag, kære Erikson. Saa Farvel. Det var kedeligt, han ikke kom lidt før. Men det er jo altid godt at faa noget med af Fortjenesten.“
Erikson gik. Med bøjet Ryg, lidt usikker i Knæhaserne og med den venstre Arm daskende
