58
Gange efter hinanden af Saltvandet. Saa saá han op, som var han vaagnet af en Drøm, mælkede, at han var kommen ud af Kursen og vendte Baaden hjemad. Han tog Huen paa og begyndte langsomt at ro videre. Den Spænding, han havde været i, begyndte at forsvinde. Langsomt og sikkert antog atter den ydre Verden sit sædvanlige Udseende for hans Øjne. Han saá ud over Fjorden. Glitrende graa laa den i Høstsolens Lys, medens de drivende Skyer, som spejlede sig i Søen, langt borte saá ud som store, mørke Pletter paa Vandfladen. Dér laa Sundet, som han skulde igennem, Vandet var brunt, hvor Revet strakte sin lange, smalle Tunge frem. Klippen paa den anden Side stod lodret, stejlt ned mod det mørke Vand, som i dumpe Klynk skvulpede mod den, og foran sig saá han Vejen, hvor Strandbreddens Hasler og Ege lyste lysegrønt i Middagssolen, og hvor Vejen begyndte, som han skulde gaa for at komme hjem.
Ja hjem.
Hvad skulde han sige hjemme?
Han tog igen et kraftigt Tag i Aarerne og roede stærkt til, indtil Baadens Bund skrabede mod Landet, og Bølgerne, som den havde sat i Bevægelse, sagte sugedes tilbage ud i Havet.
Han tog Aarerne til sig, gik i Land paa Stenene, som stak op af det grundede Vand, og trak Baaden efter sig.
Paa Stranden blev han staaende, tog Huen
