Side:Fattigfolk.djvu/74

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

66

for Retten, og én Gang havde han været i Hullet. Det var et halvt Aar efter dette lille Uheld, at han havde besluttet sig til at gifte sig med Anna. Man sagde, at der længe havde været noget imellem dem, men underligt var det i alt Fald, at det netop skulde blive til noget nu, da ogsaa dette sidste var kommet til foruden alt det øvrige, som man i For­vejen kendte.

Karlson var en stor grov Karl med et skarpt markeret Ansigt, brede Skuldre, stærke Lemmer, skødesløs, vuggende Gang og busket Haar, som voksede ham langt ned i Panden. Læberne var tykke med et Udtryk af ubændig Sanselighed, Øjnene var graa og gennemtrængende, Blikket var som oftest roligt og klart, men kunde af og til faa et farligt Udtryk, der saá næsten glubsk ud. Han lignede nærmest et eller andet stort, stærkt og kun halvt tæmmet Dyr, og det traf sig nok ikke saa sjældent, at hans Kone følte sig bange for ham.

Hun havde længe syntes godt om ham til Trods for hans smaa Skavanker, og da han kom ud af Fængslet, hvor han havde siddet paa Vand og Brød for Drukkenskab og Vold mod Politiet, havde hun lovet at blive hans Hustru, fordi han saá saa ulykkelig ud — slet ikke fræk — og fordi han havde lovet hende ikke at løbe efter andre Kvindfolk og lade være med at drikke. De var flyttet ud til en lille Gaard inde i Skoven, og hidtil havde han holdt Ord. Der var just heller ikke store Fristelser derude.