67
I Begyndelsen havde hun følt sig lidt ængstelig ved at være alene med ham. Men han var som forvandlet. Han sagde hende aldrig et ondt Ord, han arbejdede, han lod Brændevinen fare, og da de havde faaet Barnet, begyndte hun for Alvor at haabe det bedste af Fremtiden. Hun havde aldrig troet, at hun skulde faa ham at sé saa god og mild, som han var i den Tid, og mangen Gang, naar hun sad alene og gav Barnet Die, tænkte hun ved sig selv, at om nu nogen Sinde hans onde Aand skulde faa Magt over ham, vilde hun bare behøve at minde ham om de lykkelige Dage, da han var saa glad ved sit Barn.
I nu snart fem Aar havde hun dog ikke haft noget saadant nødigt, og hun begyndte næsten at glemme sin første Angst. Men da indtraf pludselig en Forandring.
Hendes Mand blev med ét faamælt og indesluttet, uden at hun kunde opdage Grunden. Naar han om Aftenen efter endt Arbejde kom ind, talte han ikke med hende som før. Han spiste Maden i Tavshed og sad saa længe i Tanker paa sin Stol mellem Bordet og Væverstolen. Naar han var beskæftiget med sit Arbejde, lagde hun Mærke til, at han af og til pludselig hørte op dermed og i lange Tider stod og stirrede frem for sig, som om han ikke kunde komme bort fra noget, han tænkte paa.
Hun vovede ikke at spørge ham om, hvad der var i Vejen, ikke en Gang at lade ham forstaa, at hun havde mærket noget. Men hun passede i Stil-
