70
blikke formørker vort Indre — gled videre. Den svøbte alle Tanker, Følelser, Forestillinger og Erindringer i et vildsomt Mørke. Den skjulte Sporene af det, som havde været, og af det, som var. Hun blev staaende paa samme Plet, stille, uden at kunne røre sig, bedøvet af det voldsomme Slag.
Pludselig foer hun sammen ved et Par tydeligt udtalte Ord. Hun hørte Pigen sige:
„Men hvis jeg nu fik et Barn? Hvordan skulde det saa gaa?“
Og saa hørte hun Manden svare:
„Kællingen bryder vi os Pokker om. Hende skal jeg nok sørge for.“
Hun maatte gøre Vold paa sig for ikke at skrige højt, saa tog hun Mælkespanden op fra Jorden og gik med langsomme, vaklende Skridt op mod Vaaningshuset. Da hun vendte sig paa Trappen, saá hun Manden staa nede ved Staldleddet og sé efter hende.
Han havde imidlertid ikke sét hende, da hun lyttede. Men han havde hørt hende gaa gennem Leddet, som førte ud til Staldbakken, og var sprunget op for at sé, hvem det var. Da han saá, at det var hans Kone, blev han staaende for paa hendes Udseende og Maade at være paa at opdage, om hun havde mærket noget eller ej. Da han ikke kunde sé noget usædvanligt, vendte han om og gik tilbage igen.
Malin — saadan hed Pigen — havde ikke været mer end et halvt Aar i Karlsons Tjeneste. Hun