71
havde et Ydre, som just ikke er almindeligt blandt Bønder. Hun var lille og spæd af Vækst, Ansigtet var fint og regelmæssigt, Læberne var buede og fik et drillende Udtryk, naar hun lo. Øjnene var smaa og skinnnende, og Huden var saa skær hvid, at det syntes kun daarligt at passe til den Klasse, hvortil hun hørte. Ansigtets Udtryk var dristigt, af og til ondt, og man hviskede i Krogene, at hun en Gang før havde faaet et Barn, som ingen siden havde sét eller hørt noget til. Anna havde først ikke villet tage hende i sin Tjeneste. Men det havde ikke været muligt at faa nogen anden, og desuden troede hun nu at kunne være sikker paa sin Mand.
Pigen havde ikke været der længe, førend Karlson mærkede, hvordan Ungkarledagenes Begær begyndte at vaagne i ham. Desuden havde de begge gensidig hørt lidt om hinandens Fortid, hvad der gjorde en Tilnærmelse endnu lettere.
Deres Forhold havde varet omtrent en Maaned, og endnu havde ingen opdaget noget. Men alt som Tiden gik, forstod Karlson, at han havde taget Fejl af sig selv. Han have troet, at naar Begæret én Gang var tilfredsstillet, vilde det snart udslukkes og Forholdet høre op af sig selv. Men han mærkede hurtigt, at det modsatte snarere blev Tilfældet. Hans Lidenskab voksede Dag for Dag. Han ønskede, at han kunde løbe fra det altsammen. Men det gik ikke længere. Det var, som om en fremmed Magt var sluppen løs i ham, hver Dag
